Home » Aktivt seniorliv » Anna har muskelsvind, men alligevel er rejserne er livet
Rejseliv

Anna har muskelsvind, men alligevel er rejserne er livet

Anna Le Dous
Anna Le Dous
Foto: Privat

Anna Le Dous har muskelsvind og sidder i kørestol. Alligevel har hun besøgt 58 lande. Hun fortæller om at rejse på trods af fysiske begrænsninger

Af Anna le Dous

“Den, der siger, at det ikke kan lade sig gøre, skal ikke afbryde den, der gør det.” Det er et ordsprog, som har fulgt mig, siden jeg blev båret op på Den Kinesiske Mur siddende i min kørestol. Jeg elsker at opleve noget nyt, at komme væk og møde nye mennesker. Jeg nyder det uforudsigelige, og finder ofte trygheden heri.

Jeg har medfødt Spinal Muskelatrofi (Muskelsvind). Det betyder, at jeg sidder i elektrisk kørestol, bruger natrespirator og har hjælpere, som jeg selv ansætter, og som er hos mig dag og nat (BPA-ordning). Det eneste, jeg ikke behøver hjælp til, er at skrive på min computer. Alt andet skal jeg have hjælp til. Rejser betyder alt for mig.

Rejserne er livet

For mig er rejserne også en flugt fra rutiner og “dagligdagen”. Et ord jeg meget nødigt bruger, fordi det har klang af ensformighed, hvilket for mig er en “fælde”, som jeg ikke vil bruge mit liv i.

For mig er rejserne livet. Når man som jeg sidder i elektrisk kørestol og er afhængig af personlig og praktisk hjælp døgnets 24 timer, er det at rejse forbundet med en del udfordringer. Alligevel er det indtil videre lykkedes mig at besøge 58 lande i verden, og der kommer hele tiden flere til.

Kan ikke lade være

Jeg kan slet ikke lade være med at rejse, for jeg er nysgerrig på verden, og for hver gang jeg finder løsninger på nye udfordringer, rykker jeg mine egne grænser, for hvad jeg kan. På den måde får jeg færre og færre begrænsninger, til trods for at jeg fysisk kun bliver svagere.

De mentale begrænsninger er dem, som er de vanskeligste at overvinde. Når jeg bliver trykket tilbage i sædet under take off og beder en stille bøn til, at min elektriske kørestol kommer uskadt frem, så ved jeg, at jeg er på vej på nye eventyr, og det giver mig en følelse af at være i bevægelse, levende og i berøring med tilværelsen.


Next article