Home » Aktivt seniorliv » Det er ikke for sent at blive teatergænger
Teater

Det er ikke for sent at blive teatergænger

Skuespiller på teaterscene for rødt tæppe
Skuespiller på teaterscene for rødt tæppe
Foto: Getty Images
avatar

Louise Ejgod

Lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.

Ældre går oftere i teatret end andre aldersgrupper, men endnu flere bør give sig selv den sociale og ofte meget intime oplevelse, det er at opleve en forestilling live. Her kan du blive klogere på teatret som oplevelsesform – og måske endda sige farvel til en fordom eller to.

Det er for kunstigt, for dyrt og kræver for megen planlægning. Der er mange forestillinger, som knytter sig til teatret og som måske betyder, at en del af os foretrækker det store lærred frem for de skrå brædder. Eller slet og ret bliver hjemme.

Men lad os først slå fast, hvem der faktisk bruger teatret:

”Publikumsundersøgelser viser lidt forskelligt. Tit bliver det kogt ned til, at den typiske teatergænger er en veluddannet kvinde på over 50 år, der bor i hovedstadsområdet. Der har været en tendens til at fokusere på, at de ældre – på bekostning af de unge – bruger teatret mest. Men problemet er selvfølgelig ikke, at der er mange ældre, der går i teatret, men at de unge ikke gør det nok,” fastslår Louise Ejgod, der er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet. Hun har bl.a. forsket i teaterpublikum.

Forskellige opfattelser

Når vi skal kigge på, hvad teatret giver os som publikum, er det oplagt at sammenligne teatret med biografen. Der er dog afgørende forskelle på de to oplevelsesformer.

”At gå i biografen kan sagtens være en spontan beslutning. Teatret derimod er for mange noget, de gør sjældnere og måske netop derfor, går mere op i. De bestiller billetten i god tid og tager typisk finere tøj på, end hvis de ”bare” skal ind at se en film. Ulempen er, at nogle slet ikke kommer afsted til teatret, men der er også en kvalitet i, at mange værdsætter teateroplevelsen som noget særligt,” siger Louise Ejgod.

En anden forskel på teater og biograf er, at førstnævnte oplevelsesform er live

”Det virker banalt, men det er en vigtig forskel, at det er rigtige mennesker, der nu og her agerer og reagerer på teaterscenen. Det gør, at du som publikum spiller en mere aktiv rolle, end du gør i en biografsal. Det teaterpublikummet gør – eller ikke gør – påvirker skuespillerne på scenen. Du har et større ansvar, og du føler på en anden måde med dem, der står på scenen. Den oplevelse beskrives ofte af publikum som meget intens.”

Kan være grænseoverskridende 

Mange, der ikke går i teatret, har nok et ønske om at gøre netop det, mener Louise Ejgod. Spørgsmålet er, hvad der holder gruppen af ikke-teatergængere tilbage?

”Nogle forbinder teatret med en form for kunstighed eller teatralitet. De kan simpelthen ikke glemme, at det er skuespil og dét kan gøre det svært at leve sig ind i historien. Det er nok især personer, der ikke er vant til at gå i teatret, der har det sådan.”

Kræver det erfaring at få noget ud af en teaterforestilling?

”Ikke nødvendigvis. Men man kan have en ide om, at det kræver erfaring. Når vi skal prøve noget nyt, har vi altid en form for barriere, vi skal overvinde. At gå i teatret kan i sig selv være grænseoverskridende. Og jeg tror, det bliver mere grænseoverskridende jo flere år, du ikke har prøvet det. Hvis du er 20 år, er din barriere mindre, end den er for dig på 60, der ikke har gået i teatret i årtier eller nogensinde. Så er du blevet blevet typen, der ikke går i teatret eller typen, der ikke kan lide teatret.

Hvad er dit råd til den uerfarne?

”Hvis nysgerrigheden er der, er det oplagt at finde nogle at følges med. Teatrene vil helt sikkert gerne hjælpe jer med at finde en forestilling, der er interessant,” siger Louise Ejgod.

En social oplevelse

Teaterforskeren peger på, at teatret er en oplevelse, der er oplagt at være fælles om.
”Teatret er en social og kulturel oplevelse, som du deler med din ledsager. I teatret får I noget at tænke og more jer over, I får kulturel næring og noget at tale med hinanden om.”
Mange teatre vil gerne have fat i nye tilskuere uanset alder. Og ifølge Louise Ejgod er det afgørende, at rammerne om teatret er inkluderende.

”Hvis man skaber rammer for, at mennesker, der ikke har nogen at følges med, kan få det og kan man skabe en tryghed og en nysgerrighed hos personer, der ikke er vant til at gå i teatret, kan det gøre en forskel. Det er også vigtigt at gøre det tydeligt, hvis bl.a. pensionister kan købe billigere teaterbilletter.”


Next article