Home » Aktivt seniorliv » Bliv en del af fællesskabet med flere oplevelser for seniorer
Aktiviteter for seniorer

Bliv en del af fællesskabet med flere oplevelser for seniorer

Grinende ældre kvinde ved blomsterbusk
Grinende ældre kvinde ved blomsterbusk
Foto: Unsplash.com
avatar

Katrine Lester

Direktør i Danske Seniorer

Et aktivt seniorliv er med til at forebygge blandt andet ensomhed – og så er det ofte fornøjeligt at tage del i oplevelser for seniorer og et fællesskab sammen med ligesindede. Katrine Lester, der er direktør i Danske Seniorer, opfordrer endnu flere ældre til at komme op af sofaen – og ud i livet!

Der kan være en tendens til at se seniorlivet som en slags afvikling. Men det er noget pjat. Også livet efter pensionen kan byde på masser af berigende oplevelser for seniorer og høj livskvalitet. Det handler om at gribe de mange muligheder, der er for at leve en aktiv tilværelse – uanset alder, interesse, fysik og forstand.

Hvorfor er det en god idé, at seniorer eksempelvis er kulturelle, rejser og sørger for at bevæge sig regelmæssigt? Dét spørgsmål stiller vi Katrine Lester, der er direktør i den landsdækkende interesseorganisation Danske Seniorer. Og svaret er kort og godt:

”Et aktivt seniorliv giver livsglæde og mod på tilværelsen.”

Fællesskaber forebygger ensomhed

Er vi en del af arbejdsmarkedet, danner vi mere eller mindre automatisk relationer med hinanden. Men pensionister – der måske også har måttet sige farvel til venner, partner og familiemedlemmer – får ikke længere fællesskabet foræret.

”Seniorer kan opsøge fællesskabet i den lokale seniorforening, give en hånd med i grundejerforeningen eller deltage i det lokale idrætsliv. Det er vigtigt for alle, også for seniorer, at føle sig som en del af noget større. På alle parametre, man kan måle på, har vi det faktisk bedre, hvis vi føler os som en del af et fællesskab. Bevægelse og at deltage i noget, der giver stimulation til det, vi har mellem ørerne, gør os også stærke og sunde.”

Lad os vende den om og se på de konsekvenser, der kan være forbundet med et uvirksomt seniorliv.

”Der er solid forskningsmæssig dokumentation for, hvor farligt længerevarende ensomhed er for livskvaliteten. Ensomhed er psykisk mistrivsel,” siger Katrine Lester.

Frivilligt arbejde

Frivilligt arbejde kan være en måde at blive en del af et fællesskab på. Og en måde at føle sig nyttig på igen. Frivilligt arbejde kan være alt fra at stå i en genbrugsbutik til være lektiehjælper for rodløse indvandrerdrenge på det lokale bibliotek. Eller tage en tørn som kasserer i en seniorforening, ifølge Katrine Lester.

”Vi opfordrer altid vores medlemmer til at tænke på, hvad de kan gøre for andre, fordi de på den måde også får noget ud af det selv. Vores motto er: ”Vi hjælper hinanden.” Det handler ikke så meget om, hvad jeg kan få ud af det, men hvad jeg kan hjælpe med, så alle får noget ud af det. De allerældste kan måske ikke sætte stole op til et arrangement, men så laver de måske kaffen eller bidrager til fællesskabet på en anden god måde,” siger Katrine Lester.

Lidt har også ret

Ældregruppen er den aldersgruppe i Danmark, der er allermest broget, hvis vi spørger direktøren fra Danske Seniorer. Derfor er udbuddet af aktiviteter ofte forholdsvist stort.

”Der er mange forskellige ting at vælge mellem for seniorerne. Er du mere til at rejse end til banko, skal du gå efter det. Har du fysiske begrænsninger, kan du opsøge stolegymnastik i stedet for springgymnastik. Kan du ikke løbe, kan du måske gå stavgang. Et godt råd er at holde foks på det, du kan og ikke på det, du ikke kan. Lidt har også ret. Det handler også om at finde et sted, hvor du kan danne nye relationer. Og om at have det sjovt og fornøjeligt selvfølgelig,” siger Katrine Lester.


Next article