
Olav Felbo
Chefkonsulent hos Ældre Sagen
I fremtiden vil ældre mennesker kunne klare sig selv i eget hjem i langt højere grad, end de har kunnet hidtil. Det giver livskvalitet, fortæller chefkonsulent i Ældre Sagen.
Teknologien kan hjælpe mange ældre til at blive boende i deres eget hjem i flere år. Det fortæller chefkonsulent i Ældre Sagen, Olav Felbo. “Man kan i dag indrette hjemmet, så ældre kan klare rigtig mange opgaver uden hjælp fra familien eller hjemmehjælpen,” siger han og nævner bl.a., hvordan fremtidens toiletbesøg kan blive nemmere. “Toiletter med en elektromotor kan vippe sædet, så det er nemmere at komme ned og op. Japanerne har også for længst vænnet sig til toiletter med douchefunktion, så man er fri for at skulle tørre sig selv, hvilket kan være svært, hvis man f.eks. lider af lammelser efter blodprop i hjernen.”
Usynlige hjælpemidler giver glæde
I køkkenet kan små motorer hæve og sænke køkkenbord og skabe, så man har en god arbejdsstilling og kan nå de ting, der gemmer sig øverst oppe uden at skulle vove sig op på en taburet. “Køkkenet kan laves, så det ligner et helt almindeligt køkken På den måde føler man ikke, at ens hjem er præget af maskiner og hjælpeforanstaltninger.” Også rollatoren er under forandring. Den bliver i dag designet med et sæde, så man kan hvile sig undervejs, ligesom den mere minder om en indkøbsvogn end et hjælperedskab til at gå. Og så kan digitale skærme på rollatoren vise vej, når den ældre skal et sted hen.
Lammede går igen
I fremtiden vil vi muligvis se flere såkaldte exo-skeletter, som er en slags muskeldragt med små motorer, der forbindes med hjernen. Den hjælper til at udføre de bevægelser, brugeren ønsker og kan ligefrem få lammede mennesker til at gå igen. Trehjulede cykler, scootere og elcykler er blevet meget billigere, hvilket er med til at sikre, at den ældre kan opretholde et socialt liv. “Det er rigtig vigtigt at holde sig socialt aktiv. Det øger livskvaliteten og er godt for helbredet og kan forebygge depression.”