Michael Hviid Jacobsen
Professor i Sociologi fra Aalborg Universitet
De fleste forskere er enige om, at døden er et af de temaer, som mennesker har allersværest ved at tale om. Det er svært for os at forholde os til det faktum, at vi alle skal dø. Derfor har vi det bedst med ikke at tale for meget om døden. Men er det vigtigt at nedbryde tabuet, der omgiver døden? Både ja og nej, mener Michael Hviid Jacobsen, Professor i Sociologi fra Aalborg Universitet.
”Det er vigtigt, at vi ikke er bange for at tale om døden, eller bilder os ind, at det er forbudt. Fordi døden er så vigtig og uundgåelig en del af livet, er det vigtigt, at vi uden forlegenhed eller skam kan udtrykke os om døden – vores frygt, afmagt, mangel på forståelse osv. På den anden side behøver vi heller ikke hele tiden tale om døden. Det kan hurtigt blive både trivielt og kedsommeligt – og måske også en smule trist – hvis vi hele tiden gennem livet skal tale om og forholde os til den død, der venter forude. Ligesom så meget andet i livet, så handler det om at finde den rette balance i forhold til døden. At vi både anerkender, at den er der, og at vi alle nødvendigvis skal dø, men at vi også samtidig accepterer, at den ikke skal fylde hele livet.”
Hvor meget skal vi så tale om døden?
Der er nok ikke nogen, der hverken kan eller skal bestemme, om vi skal tale mere eller mindre om døden, mener Michael Hviid Jacobsen, og tilføjer, at vi har – og har altid haft – ytringsfrihed i forhold til døden. Men der er forskel på, hvor meget vi ønsker at tale om den.
”Nogle mener, at vi taler mere end tilstrækkeligt om den, og dermed ikke behøver at udbasunere dødens ubehag mere end højst nødvendigt. Andre udtrykker et ønske om, at der burde tales mere om det at dø, så vi kan blive mere fortrolige med tanken og måske frygte den mindre. Det vidner om, at man skal være varsom med både at fortie og undertrykke døden på den ene side, og på den anden side tro, at enhver lejlighed død og pine skal gøres til en samtale om livets endeligt. Det er i sidste ende kun den enkelte, der kan afgøre, hvornår døden bliver for meget eller for lidt. Det er respekten for denne forskellighed, der bør være i højsædet,” siger han og tilføjer:
”Vi skal både opretholde en respektfuld og højtidelig tavshed omkring døden, når der er behov for det, samtidig med at vi også kan gøre den til genstand for både dybe og svære samtaler og en mere afslappet, måske endda til tider galgenhumoristisk indstilling.”
De pårørendes rolle i det at tale om døden
Ifølge Michael Hviid Jacobsen har ens pårørende og omgangskreds har stor betydning for, hvor meget man taler om døden, og det falder måske tilbage for, hvor forskellige behov, vi har for at tale om den.
”Hvis man bliver mødt af en mur af tavshed, når man gerne vil udtrykke sine tanker og følelser om døden, er det klart, at man vælger at holde dem for sig selv,” siger han og fortsætter:
”Mødes man derimod med modtagelighed og åbenhed, er der stor sandsynlighed for, at man får en nyttig og vigtig samtale ud af det. Men det kan være svært at tale om døden med ens pårørende. Særligt, hvis det er ens egen eller deres død, det handler om. Vi har det som regel ikke svært med at tale om ukendte menneskers død, ligesom vi i vores kultur synes at være meget optagede af kendte menneskers død. Men handler det om død, der kommer tæt på – vores kæres død – så er det ofte langt sværere.”
Skal man være afklaret om detaljerne ved egen død?
Nogle mennesker tager selv stilling til detaljerne omkring egen begravelse. Der er mange gode grunde til den tilgang. Michael Hviid Jacobsen understreger specielt to fordele.
”For det første er det ofte både en praktisk og følelsesmæssig hjælp for de efterladte, at den afdøde selv har gjort sig tanker og nedfældet ønsker om, hvordan begravelse skal finde sted. Så ved man trods lidt om, hvad den afdøde selv havde forestillet sig, og de fleste af os vil nok gerne have, at begravelsen foregår i ‘den afdødes ånd’,” forklarer han.
”For det andet kan det også være en nyttig øvelse for os selv at reflektere over, hvordan vi gerne vil herfra den dag, det bliver aktuelt. At vi får tænkt over, hvordan og hvor, vi gerne vil dø, hvordan den sidste fest (begravelsen) skal være, og hvordan vi gerne vil blive mindet f.eks. på kirkegården eller andetsteds. Det, tror jeg, er vigtige overvejelser at gøre sig. Man kommer til at forholde sig til det faktum, at intet varer evigt, og at livet er en gave, som vi kun har til låns.”