Peter Schrøder har været ualmindeligt aktiv, siden han blev uddannet som skuespiller i 1973. Siden årsskiftet har der været mere stille omkring ham, og han nyder tiden til ro og refleksion.
Efter mere end 45 år som skuespiller, iscenesætter, instruktør og teaterdirektør bruger 73-årige Peter Schrøder mere tid på at reflektere over livet, dyrke sine interesser og være sammen med sin kone, Susanne.
En egentlig pensionisttilværelse har han dog ikke planer om lige foreløbig.
“Når man er skuespiller og instruktør, så går man jo aldrig rigtig på pension. Det er mere pengepungen, helbredet og lysten, der styrer det. For mig handler det om at nyde, at jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg ikke længere er med i racerløbet, både mentalt og arbejdsmæssigt.”
Der må dog godt ske lidt indimellem, men indtil videre holder han sig i form med hunden, der lufter ham på de daglige gåture. Og så drømmer han om at støve saxofonen af, og måske også tennisketcheren.
Kultur har ingen alder
Peter Schrøder er stadig en aktiv forbruger af kultur, og han har igennem mange år set folk i alle aldre have glæde af de ting, han selv har været med til at skabe.
“Kultur og teater-oplevelser har altid betydet rigtig meget for mig, og det gør det stadig. Det har ikke noget med alder at gøre – alle mennesker kan blive følelsesmæssigt påvirket og beriget af kulturelle oplevelser,” siger han.
“Det er en god måde at få belyst de temaer, der interesserer en, men også dyrke socialt samvær og dele oplevelser med andre mennesker.”
Det sidste har han selv mere tid til i dag, selvom han ikke går mere i teatret, end han plejer.
“Jeg forsøger at holde mig orienteret, men efter et helt liv med teater og film har jeg også lyst til at opleve andre ting, som ikke nødvendigvis har noget med det at gøre.”
Brat overgang til stilhed
Selvom han selv valgte at stoppe som teaterdirektør i 2018, kom stilheden efter den lange storm bag på ham.
“Jeg mærkede det ikke lige med det samme, for jeg havde også et teaterstykke på Nørrebros Teater, der skulle iscenesættes, og en reklamefilm, der skulle indspilles. Men fra årsskiftet har der været helt stille, og det har været en brat overgang efter et liv, hvor jeg nærmest har haft tre karrierer,” siger han og henviser til ungdomsårene som skuespiller, der i en periode løb parallelt med virket som iscenesætter, dernæst som filminstruktør og senest som teaterdirektør på Vendsyssel Teater i Hjørring. Her kulminerede det hele med opførelsen af et splinternyt og meget rost teaterhus til 180 millioner, hvis udformning og tilblivelse Peter Schrøder var kraftigt involveret i.
Sundt at reflektere
Det pludselige skift betyder dog ikke, at han keder sig.
“Jeg har ikke været særligt god til at give mig selv tid til at tænke efter, fordi jeg har haft så travlt med arbejdet og familien. Men jeg kan mærke, at det er sundt at have tid til refleksion, og det sætter jeg stor pris på,” siger han.
Søren Kierkegaards kendte og sande ord, “Livet må forstås baglæns, men leves forlæns”, finder genklang i Peter Schrøder.
“Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg opdaget, hvor sandt det er. Der er mange ting, som jeg er blevet klogere på med årene, og som jeg godt kunne have brugt mere viden om tidligere,” siger han.
Tog tid at lære omgængelighed
Da han læste på Statens Teaterskole i begyndelsen af 1970’erne, gav administrator, oversætter og redaktør Jens Louis Petersen klassen det råd at være omgængelige.
“Jeg tænkte, hold kæft hvor lyder det kedeligt. Jeg forstod det sådan, at man skulle være en pæn, borgerligt konform dreng, men jeg syntes også, man skulle have noget på hjerte, og at man gerne måtte have noget kant. Det tog mig nogle år, hvor jeg havde stor succes og mente, jeg var en gave til nationen, før jeg forstod, hvad han mente. At man skal være rimelig og ordentlig og til at være i stue med. Det havde han ret i, for man kommer meget længere med det.”
Mere naturligt at tænke på døden
Refleksionerne, som Peter Schrøder i dag giver sig tid til, handler også om livets afslutning.
“Tidligere har jeg ikke haft det særligt godt med at tænke på døden, men på en eller anden måde føles det mere naturligt nu,” siger han og fortsætter:
“Der er en, der engang har sagt, at han ikke er bange for at dø, fordi han tror, man overgår til den tilstand, man var i, før man blev født – og det var der jo ingen fare ved. Den anskuelse kan jeg godt lide. Jeg frygter kun, at jeg ikke kommer herfra på en nogenlunde fredelig vis,” siger han.