Margrethe Kähler
Chefkonsulent i Ældre Sagen
Når vi rammer seniorlivet, kommer vi nemt til at fokusere på de mørke sider af det at blive ældre. Margrethe Kähler opfordrer til, at vi som seniorer lukker de lyse tanker ind.
Helt ærligt, så kan det godt give et gys i én, når man tager bestik af de realiteter, vi stort set alle sammen løber ind i, når vi bliver gamle. Ikke på engang, men lidt efter lidt. Børnene er flyttet. Jobbet – der giver stimulation, anerkendelse og struktur på tiden – er forbi. Én af os – som regel kvinden – er blevet alene. Benene svigter, ryggen knager og vinteren føles lang, som et ondt år – hvert år. Vi er både fri og fangne, når vi bliver ældre. En stor del af seniortilværelse en fri for vækkeur, konkurrence og karrierekampe, men fangne af tiden og døden, som nærmer sig. Tiden, som løber derudad, ubønhørligt, uigenkaldeligt, uafvendeligt – som et tog på vej udover sletten. Den eneste måde, vi kan glemme den på, er ved at lade os opsluge af øjeblikket og intensiteten lige her og nu.
Lev seniortilværelsen
Lade være at tage tingene så tungt, fordi vi alligevel ikke kan slippe levende fra livet. Det er nu eller aldrig, vi kan tage imod det med opsmøgede ærmer. Sige til os selv: Lev, lev, lev – livet er så kort. Anerkende relationen til dem, som stod os nær, men som vi ikke er sammen med mere. Se dem som en del af vores liv, som vil være med os altid, uanset hvad. Tilgive os selv, i stedet for at skælde os selv ud og fortryde, at vi gjorde, som vi gjorde. Når vi bliver ramt af kroniske sygdomme: gigt, kræft, hjertesygdomme, står det sorte hul parat til os og lokker – fyldt med bekymringer, bitterhed og sorte tanker. Men vi har et spillerum som seniorer. Vi kan sige: det er mig, der bestemmer, hvordan jeg vil tage imod min sygdom. Det er inde i min bevidsthed, det foregår. Jeg har lov at rase og klage over min skæbne, men jeg har også lov at sige: pokkers også, men det er sådan det er.
Vi er raskere og friskere som gamle
Nelson Mandela brugte to verselinjer fra et sydafrikansk digt, Invictus. De satte mod i ham, de mange år han sad i fængsel:
I am the master of my fate
I am the captain of my soul
I Vesten er vi glade, fordi forskningen fortæller os, at vi bliver raskere og friskere som gamle end vores forældre. Samtidig er vi bange, fordi døden venter på os et sted derude og vores helbred under alle omstændigheder ikke er, hvad det har været. Vi ser seniorlivet som en bakke, hvor det uafvendeligt går nedad med døden som slutpunkt. Vi kan fortrænge ham, men vi slipper ikke. I Østen tænker de på alderdommen som en u-form, hvor børn og gamle er de frie. De første, fordi de endnu ikke er inde i en verden af forpligtelser og krav. De gamle, fordi de har sagt farvel til dem og har fået en pause til at komme tilrette med det hele, inden de skal videre i en anden tilværelsesform. I Junglebogen synger Balou om ”det her og nu nødvendige. Det elementært nødvendige. Min tid er min egen, der er intet system”. Jeg kan ikke forestille mig en bedre livsvisdom end Balous både nu og når jeg en dag bliver rigtig gammel.