Home » Sundhed » Golf blev genoptræning for Hans efter blodprop
Aktivitet

Golf blev genoptræning for Hans efter blodprop

Som 49-årig vågnede Hans Møllegaard op i en hospitalsseng efter at have fået en blodprop i hjernen. I dag er han guldvinder i paragolf.

En sommerdag tog Hans Møllegaard som så mange gange før til golf. Han var en habil amatør-golfspiller, men denne dag fik han pludselig en voldsom hovedpine, så han måtte gå hjem. Om natten gik han ud på toilettet, men faldt om på badeværelsesgulvet. Dagen efter vågnede han op på Roskilde Hospital, ramt af en blodprop i hjernen. Venstre side af kroppen var følelsesløs, og han havde svært ved at huske. Hans Møllegaard var indlagt i seks måneder, og den første tid sad han i kørestol, men han forlod hospitalet gående. Umiddelbart derefter tog han på golfferie i Florida med sin kone Anne-Marie og et vennepar.

Europamester i handicapgolf

Det næsten 20 år siden Hans Møllegaard blev ramt af blodproppen. Hans venstre ben er stadig lidt svagt, men golfspillet har han ikke lagt fra sig, og 2012 blev han europamester i handicapgolf. Hans indstilling til livet hjalp ham tilbage, da han blev ramt af slagtilfældet. ”Mens jeg lå på hospitalet, læste jeg i en brochure, at af de apopleksiramte overlever blot 40 procent. Så følte jeg mig heldig til trods for situationen. Jeg talte med en fysioterapeut, som støttede mig i at vende tilbage til golfspillet. Det blev min genoptræning efter blodproppen,” siger Hans Møllegaard.

Aktivt seniorliv efter apopleksi

Han er medstifter af foreningen Dansk golf for bevægelseshæmmede, og har været aktiv i Dansk Handicapidræts Forbund, hvor han var formand for golf-udvalget. Derudover underviser han nybegyndere i handicapgolf i Roskilde Golfklub. Hans Møllegaard har fortsat en svag korttidshukommelse, og han har ikke været i stand til at vende tilbage til sit arbejde. Derfor har golfen været desto vigtigere for ham. ”Jeg vil opfordre alle til at finde ud af, hvilke interesser man har og bruge tid på det. I golfspillet mærker jeg dårligt nok, at jeg har et handicap, og desuden er det en fantastisk træning for min balanceevne,” fortæller Hans Møllegaard.

Next article