Der er stadig mange danskere, der ikke får oprettet et testamente. Men heldigvis opretter flere og flere et testamente. Det kan bl.a. tilskrives den opmærksomhed, der opstod, da der går nogle år siden kom en ny arvelov. Derudover er der også flere advokater, der fokuserer på, hvor vigtigt det er at få styr på arven. Inden det er for sent.
Af Hans Henrik Rasmussen
”Det er gået op for de fleste, at det er nødvendigt for alle at sikre sig, at man efterlader sin arv til dem, man faktisk ønsker, skal have den. F.eks. bør mange huske særeje til børnene, så de i tilfælde af, at de bliver skilt, ikke skal dele arven med deres tidligere ægtefælle. Har man ikke børn, er det også vigtigt selv at bestemme, hvem der skal arve én,” fortæller Birte Dyrberg, advokat hos advokatfirmaet Dyrberg og Brinkmann.
Ro blandt de efterladte
Med et godt testamente er man, ifølge Birte Dyrberg, bedre sikret ro blandt de efterladte. For på den måde ved de efterladte, hvad den afdøde ønskede sig, mens han/hun levede. ”Man kan også få oprettet et indbotestamente, der fordeler indboet, hvis der er behov for det. Der er også en del uden børn eller ægtefælle, som gerne vil testamentere til naboer, venner eller en velgørende organisation. Ved sidstnævnte tilfælde kan man i nogen tilfælde få organisationen til at betale boafgiften. Og i visse tilfælde også udgiften til testamentet. Du kan altid prøve at ringe til den relevante organisation og høre, om de vil betale for testamentet. Men ofte står det også på deres hjemmeside,” siger Birte Dyrberg.
Gennemgå muligheder for testamente
Alle har behov for et testamente, og derfor er det en god idé at gå til en advokat og få hjælp til det. ”Hos advokaten har man et møde, hvor man gennemgår mulighederne og ønskerne. Herefter får man tilsendt et udkast, som man bør kigge grundigt igennem og sikre, at det lever op til ens ønsker. Vi oplever, at mange ældre føler en stor lettelse, når testamentet først er på plads. Når man først er død, er det jo for sent,” forklarer Birte Dyrberg. Hun tilføjer, at advokaten kan følge med til notaren, som skal attestere testamentet. Her sikres det også, at man er mental habil, når testamentet underskrives og godkendes, så det ikke senere kan omstødes.