Home » Testamente » Det kan være velgørende at tage stilling til døden
Donation

Det kan være velgørende at tage stilling til døden

avatar

Robert Hinnerskov

Generalsekretær hos ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation)

Hvert år donerer danskere til velgørende formål gennem testamentariske gaver. Det er en mulighed for at sætte et sidste vigtigt aftryk på eftertiden. Og det er en hjælp, der batter, fortæller generalsekretær for ISOBRO, Robert Hinnerskov.

Af Mads Moltsen

Tanken om at sætte sig ned og overveje, hvor ens værdier skal ende, når døden indtræffer, kan virke ubehagelig for mange. Døden bliver pludselig meget håndgribelig. Men det er også en mulighed for at skabe positive forandringer i verden gennem testamentariske gaver.

”Testamentariske gaver er utrolig vigtige for velgørende organisationer. Ofte er der tale om midler, der øger deres handlefrihed. Og det er uundværligt for, at de kan udføre det nødvendige arbejde,” fortæller Robert Hinnerskov.

Testamentariske gaver er utrolig vigtige for velgørende organisationer. Ofte er der tale om midler, der øger deres handlefrihed.

Befriende at tage stilling til testamente

Årligt donerer danskerne cirka 600 millioner kroner gennem testamentariske gaver. Det svarer til 1/7-del af organisationernes samlede egenfinansiering. Mange vælger at støtte en organisation eller en sag, de har haft et engagement i igennem livet. Testamenteringen bliver en naturlig konklusion. Men en del danskere overvejer måske ikke, at det er en mulighed.

”Det er klart, at det at tage stilling til et testamente, er noget man skal overvinde. Men jeg mener også, at det er meget vigtigt, og det kan være en positiv oplevelse,” siger Robert Hinnerskov. ”Mange af dem, der har tegnet testamente og valgt at donere til velgørende formål, giver udtryk for, at det er meget befriende. Man træffer en beslutning, og det giver vished og fjerner uudtalte bekymringer. Det kan være meget velgørende,” siger han.

Bidrag uden binding

Offentlige tilskud er ofte øremærket bestemte områder. Det kan eksempelvis være ulandsbistand til et specifikt område. Med private donationer har du mulighed for at donere til organisationernes almindelige virke. Uden nogen bindinger. Derfor er netop den slags donationer meget vigtige.

En meget bred vifte af organisationer modtager arv. Dog med en overvægt til sygdomsbekæmpelse. De senere år har internationale hjælpeorganisationer fået relativt flere midler end tidligere. Robert Hinnerskov håber på, at flere danskere vil tage stilling til testamente i fremtiden.

”Et uafklaret arveforhold kan skabe dybe konflikter, så det at tegne et testamente er en god ting. Det gælder i alle forhold, at man bør træffe en beslutning om eftertiden. Jeg håber, at når flere mennesker gør det, vil flere samtidig få øjnene op for muligheden for at testamentere til velgørende formål,” siger Robert Hinnerskov.

Next article